Founder Symposium sideevent

Der kommer mange sideevents til Ignite Odense, men hvad kommer der egentlig til at ske til dem? En af dem, der har arrangeret et sideevent, er Foundermentor, som afholder deres arrangement, Founders Symposium. Vi har taget en snak med dem for at finde ud af, hvad Founders Symposium er for noget, hvad der kommer til at ske, og hvorfor du skal deltage i eventet.

Hvad handler Founders Symposium om?

Founders Symposium kommer til at handle om ledelse og det at være lederen. Ledelse kan være en svær disciplin at mestre, især når man medregner ligningen om at opbygge en positiv virksomhedskultur og det at skabe meningsfyldt arbejde. Founders Symposium kommer altså til at handle om lederens betydning i at skabe eller hindre meningsfyldt arbejde.

Cases fra den virkelige verden

For at blive klogere på det er Voluntas inviteret som oplægsholder til Founders Symposium. Voluntas er en virksomhed, som til dagligt hjælper store organisationer og vækstvirksomheder i hele verden med deres ledelses- og virksomhedskultur. Til Founders Symposium er der derfor sammensat et helt unikt oplæg med fokus på, hvad startups og scaleups kan lære fra Voluntas’ mange cases. Oplægget fra Voluntas kommer til at handle om, hvordan man finder den rette balance mellem autonomi og ledelse og derigennem sikrer bæredygtig vækst både for medarbejderne og bundlinjen.

Oplægget er baseret på deres undersøgelser om meningsfuldt arbejde, hvor de i mere end 5 år har samlet viden fra mere end 18.000 respondenter på verdensplan.

Paneldebat

Efter Voluntas har delt ud af deres erfaringer, afholdes der en paneldebat. Paneldebatten modereres af Foundermentor og inddrager founderperspektivet, head of people-perspektivet og Voluntas’ erfaringer. Paneldebatten kommer til at give konkrete værktøjer til, hvordan man kan implementere nogle af Voluntas’ læring og erfaringer i sin egen virksomhed på et helt lavpraktisk niveau.

Nye territorier

Sidst men ikke mindst får Founders Symposium også besøg af Canute by Thursday. Canute by Thursday assisterer unge virksomheder med at få fodfæste i nye lande og vil dele ud af deres viden om, hvad virksomheder typisk står over for.

Founders Symposium er altså et event, hvor super aktuelle virksomhedsproblematikker præsenteres, diskuteres og løses i samarbejde med de deltagende parter. Det er et event, hvor du helt sikkert kan få nogle værktøjer og løsninger i hånden, som du kan implementere i dit eget startup.

Hvis du vil med til Founders Symposium, skal du skynde dig at hente din billet, da der er begrænset plads! Billetten er gratis og kan hentes her.

Praktisk info

Ignite løber af stablen den 16. november 2023 i Jyske Bank Arena.

Eventet henvender sig til alle dele af iværksættermiljøet i Syddanmark, fra studerende til erfarne iværksættere, investorer og rådgivere. Der er gratis adgang.